Samtykke til brug af cookies

BabyRiget bruger cookies til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Klik på "Accepter fuld weboplevelse" for at give dit samtykke til brugen af cookies.
Læs mere om cookies her

Dag-til-dag levering

Fri fragt fra 499,-

Fremragende ★★★★★ Trustpilot 4.9

Betal til den 1. næste måned

Søg
 

Vask af uldtøj: Undgå krymp, fejl og slid – Den komplette guide

Uldtøj er elsket for sine unikke egenskaber: det er temperaturregulerende, lugthæmmende, fugtabsorberende og blødt mod huden og derfor ideelt til både babyer, børn og voksne. Men alt for mange ødelægger deres uldtøj i vask. Det krymper, mister form, bliver stift eller fnuldrer. Det behøver ikke ske.

I denne guide får du alt, du skal vide om vask af uld: hvordan du undgår de klassiske fejl, hvilket vaskemiddel du skal bruge, og hvordan du forlænger tøjets levetid markant. Artiklen bygger på den nyeste viden fra eksperter, herunder Forbrugerrådet Tænk, Teknologisk Institut, VIA University College og erfaring fra uld-specialiserede producenter som Joha og Engel.
 

Indholdsfortegnelse

 Sådan vasker du dit barns uldtøj

Sådan vasker du uld - lynhurtigt overblik

  • Tjek vaskeanvisningen: Tjek altid vaskeanvisningen for det specifikke uldtøj du ønsker at vaske, da der kan være forskel på, hvordan tøjet skal vaskes. Dette gælder også uldtøj indenfor samme mærke.
  • Vask altid på uldprogram: Brug vaskemaskinens dedikerede uldprogram, som vasker mere skånsomt. OBS! uldvaskeprogrammer kan være meget forskellige fra maskine til maskine, så sørg altid for at dobbelttjekke hvor mange grader, der bliver vasket på og hvor mange omdrejninger, der centrifugeres på. 
  • Vælg den rette temperatur: Hold dig som udgangspunkt til 30 °C for at undgå krympning, medmindre vaskeanvisningen specifikt tillader højere temperaturer.
  • Brug enzymfrit uldvaskemiddel: Almindeligt vaskemiddel nedbryder uldens proteinfibre; brug derfor altid uldvaskemiddel, meget gerne med lanolin for at pleje fibrene.
  • Høj centrifugering er sikker (for det meste børnetøj): Du kan som regel trygt centrifugere uld, da det blot presser vandet ud mod tromlen uden at filtre ulden. OBS! tjek altid vaskeanvisningen på uldtøjet du ønsker at centrifugere for at tjekke, om der er anbefaling for, hvor mange omdrejninger tøjet kan tåle ved centrifugering - eller slet ikke tåler det.
  • Undgå skyllemiddel og blegemiddel: Skyllemiddel lægger en hinde over ulden, der ødelægger dens naturlige åndbarhed og temperaturregulerende evner.
  • Tørring på fladt underlag: For at bevare tøjets pasform bør uld tørre fladt (f.eks. på et håndklæde), da tungt, vådt uld kan trække sig ud af form, hvis det hænges op.
  • Luftning frem for vask: Uld er selvrensende takket være lanolinen, så ofte kan en tur på tørresnoren i frisk luft erstatte en tur i vaskemaskinen.
     

Læs videre for at forstå hvorfor og hvordan du gør det rigtigt, trin for trin.

Læs altid vaskeanvisningen på tøjet
Før du vasker uldtøjet, bør du altid at læse vaskeanvisningen på mærkatet på det enkelte stykke tøj. Vaskeanvisningen gælder for det specifikke stykke tøj og er derfor værd at læse grundigt, da ikke alt uldtøj skal vaskes ens.

Hvis du er på udkig efter nyt uldtøj til dit barn, eller hvis du bare er nysgerrig på at se vores lækre udvalg, kan du se hele vores sortiment af uldtøj til børn og baby her.

I guiden herunder har vi samlet de vigtigste huskeregler, så du altid har dem ved hånden, når du står foran vaskemaskinen.

Guide til vask af uldtøj - herunder Joha og Engel

Hvorfor uld kræver særlig behandling

Uld består af keratin - samme protein som vores hår og negle. Uldens overflade har små skæl, og under varme og friktion åbner disse sig og filtrer sammen. Det er netop denne kombination af bevægelse og varme, der får uld til at krympe og miste form.

💡 Vidste du? Uld indeholder det naturlige fedtstof lanolin, som gør fibrene smudsafvisende og bløde. Forkert vask fjerner lanolinen og ødelægger uldens naturlige egenskaber. Derfor kræver uld særlige vaskeprogrammer og vaskemidler for at forblive funktionelt.

Vaskemaskine eller håndvask - hvad er bedst?

Vaskemaskine på uldprogram er faktisk ofte det sikreste valg – forudsat at du bruger det rigtige vaskemiddel og følger tøjets vaskeanvisning. Uldprogrammer bruger skånsom rotation og stabil, lav temperatur.

Håndvask anbefales kun, hvis tøjet er ekstra sart. Brug altid 30 °C lunkent vand og uldvaskemiddel. Undgå at lægge tøjet i blød, da det kan skade fibrene, og rør forsigtigt uden at vride tøjet.

⚠️ Ekspert-tip: Maskinens uldprogram er ofte mere skånsomt end håndvask, da det holder en præcis temperatur på 30 °C. Menneskehænder har svært ved at mærke forskel på 30 °C og 40 °C, og den lille temperaturforskel kan være nok til at ulden krymper.


Sådan vasker du uldtøj korrekt

Det rigtige vaskemiddel - og hvorfor det er altafgørende

Det vigtigste, du kan gøre for dit uldtøj, er at vælge det rette vaskemiddel. Almindeligt vaskemiddel er designet til at nedbryde biologisk materiale, og da uld er et naturprodukt, bliver selve tøjet angrebet af de stærke indholdsstoffer.

Vigtig viden om enzymer: Ifølge Forbrugerrådet TÆNK og Teknologisk Institut er enzymer som protease og lipase direkte skadelige for uld og silke. Selvom skaden ikke altid ses med det samme, nedbrydes uldens fibre gradvist over tid, hvilket reducerer holdbarheden markant og fører til de klassiske små huller i tøjet.

  • Protease: Nedbryder proteinet keratin, som uldfibrene er opbygget af.
  • Lipase: Opløser lanolin, hvilket fjerner uldens naturlige beskyttelse og gør tøjet stift.
Vaskemiddeltype Egnet til uld Bemærkninger
Uldvask med lanolin Bedst til babytøj og hverdag. Bevarer uldens blødhed.
Uldvask uden lanolin Ideelt til sportsuld, hvor maksimal svedtransport ønskes.
Finvask / Alm. vask Indeholder ofte enzymer, der gradvist ødelægger uldens fibre.

Skal der være lanolin i uldvaskemidlet?

Lanolin er uldens naturlige fedtstof, og valget af vaskemiddel bør afhænge af, hvad tøjet bruges til i hverdagen:

  • Fordele ved lanolin: Det genfedter fibrene, bevarer smidigheden og styrker uldens selvrensende egenskaber. Det er det optimale valg til uldundertøj, bodyer og sparkedragter fra mærker som Joha.
  • Hvornår skal man undgå det? Til høj-intensiv sport og løb bør man vælge vaskemiddel uden lanolin. Det skyldes, at fedtstoffet kan "lukke" fibrene en smule, hvilket nedsætter uldens evne til at transportere sved væk fra huden.

⚠️ Et godt råd fra Forbrugerrådet TÆNK om kemi: Vælg altid uldvaskemiddel med A-kolbe eller Svanemærket. Det sikrer, at du undgår uønsket kemi, der kan være allergifremkaldende, hormonforstyrrende eller irritere dit barns sarte hud.

 Vi forhandler dette uldvaskemiddel med lanolin lavet af Joha:
Uldvaskemiddel med lanolin skal bruges til vask af uldtøj for at bevare uldens naturlige egenskaber og holdbarhed

 

Vask af uld-fleece og kogt uld - hvad er forskellen?

Når du vælger uldtøj fra mærker som Engel, vil du ofte støde på materialerne uld-fleece og kogt uld. Selvom begge er lavet af ren økologisk uld, kræver deres struktur forskellig pleje:

  • Uld-fleece (Wool fleece): Dette materiale er børstet op for at blive ekstremt blødt og luftigt. Det er mere sart over for friktion og vask. Det er helt normalt, at uld-fleece kan "fnullere" en smule i starten - det er blot overskydende fibre fra børsteprocessen, som forsvinder over tid. Vask det kun, når det er strengt nødvendigt.
  • Kogt uld (Boiled wool / Wool walk): Under produktionen vaskes dette materiale i næsten 100 °C varmt vand i tre timer. Det betyder, at fibrene allerede er maksimalt filtret sammen, hvilket gør tøjet ekstremt robust, vindafvisende og formstabilt. Da det allerede er "forkrympet" i produktionen, er det meget modstandsdygtigt i brug.

💡 Vidste du? Både fleece og kogt uld isolerer ved at fange luft i små lommer mellem fibrene. Hvis du bruger skyllemiddel, klistrer du disse luftlommer sammen, og tøjet mister sin evne til at holde dit barn varmt.

Kogt uld er ofte brugt til overtøj og er naturligt smudsafvisende. Ofte kan du nøjes med at lade snavset tørre og derefter børste det forsigtigt af med en tøjbørste frem for at vaske hele dragten.

Vask af uld fleece og kogt uld hvad er forskellen?
 

Kan uld centrifugeres? Find den rette balance

Der er mange myter om centrifugering af uld. Det er vigtigt at forstå, at det ikke er selve omdrejningerne, der får uld til at filtre, men derimod friktion - altså når vådt tøj gnider mod hinanden under selve vasken. Under centrifugering presses tøjet fladt mod tromlen, hvor det ligger stille, mens vandet presses ud.

Vigtig viden om omdrejninger:

Anbefalingerne varierer alt efter uldens type og mærke:

  • Ubehandlet uld og uld/silke (f.eks. Engel): Producenten anbefaler her maksimalt 400 omdrejninger. Det skyldes, at de naturlige fibre er ekstra delikate og skal behandles med største forsigtighed for at bevare formen.
  • Maskinvaskbar uld (f.eks. Joha): Her kan du ofte bruge 800-1200 omdrejninger. Det fjerner mere vand, gør tøjet lettere og forkorter tørretiden markant, hvilket mindsker risikoen for, at tøjet trækkes ud af form på tørrestativet.

Vores råd: Hvis du vasker almindelige bodyer og leggings, er en højere centrifugering ofte en fordel, da det forhindrer tøjet i at være tungt og gennemblødt i lang tid. Er du derimod i tvivl, eller vasker du meget løststrikket uld, bør du altid vælge en lavere hastighed.

⚠️ Advarsel: Brug altid kun maskinens dedikerede uldprogram. Undgå for alt i verden "skåneprogram", "finvask" eller "mix". Disse programmer har ofte kraftigere tromlebevægelser og pludselige temperaturskift, som kan ødelægge uldens struktur, selvom omdrejningerne er lave.

💡 Tip: Hvis dit uldprogram automatisk vælger en meget lav centrifugering, kan du på mange maskiner manuelt vælge en ekstra centrifugering efter vask. På den måde kan du styre processen præcis efter det tøj, du har i maskinen.
 

Luftning - uldens naturlige genvej til friskhed

Før du smider uldtøjet i vaskemaskinen, bør du overveje, om en luftning er nok. Uld er fra naturens side selvrensende, da lanolinen i fibrene nedbryder bakterier og lugt, når ulden kommer i kontakt med ilt.

Ekspertens råd: En nat på tørresnoren i frisk luft (gerne i let fugtigt vejr, men under tag) kan ofte fjerne lugt og gøre ulden frisk igen. Det sparer på både vandet og sliddet på dit barns yndlingstøj.

Hvis ulden har fået overfladisk snavs, kan du ofte nøjes med at ryste tøjet grundigt eller børste det nænsomt med en uldbørste. Vask bør altid være den sidste udvej, når der er synlige pletter eller ulden føles meget brugt.

Luft uldtøjet og vask det kun når det er strengt nødvendigt
 

Hvordan tørrer man uld korrekt?

Korrekt tørring er ligeså vigtig som selve vasken, hvis du vil undgå, at tøjet mister sin form eller bliver stift. Uldfibrene er mest sårbare, når de er våde, og derfor skal de behandles nænsomt.

  • Liggetørring er det sikreste: Især til kraftig uld, strik og uld-fleece. Læg tøjet fladt på et rent håndklæde ovenpå et tørrestativ. På den måde sikrer du, at vandets vægt ikke trækker tøjet skævt eller gør det længere.
  • Ophængning af let uld: Tynde uldbodyer, leggings og undertøj kan ofte hænges op på en snor uden problemer, da de ikke vejer ret meget i våd tilstand.
  • Undgå direkte sollys: Som eksperterne fra Engel påpeger, bør uld aldrig tørre i direkte sol. Solens stråler kan både blege farverne og gøre de naturlige fibre sprøde, så de lettere knækker.
  • Ingen tørretumbler: Medmindre vaskemærket specifikt tillader det, skal uld holdes langt væk fra tumbleren. Varmen og den konstante gnidning vil næsten altid få ulden til at krympe eller slide unødigt på fibrene.

💡 Vedligeholdelse med uldbørste:

Hvis din uld-fleece eller ulddragt er blevet lidt "flad" efter tørring, kan du med fordel børste den forsigtigt med en blød tøjbørste. Det løfter fibrene igen, så tøjet bliver blødt og fluffy. Det hjælper også med at fjerne eventuelle overskydende fibre (fnuller), som Katja fra Engel nævner er helt normalt for nye produkter.

Sådan fjerner du pletter fra uld

Uld er naturligt smudsafvisende takket være lanolinen, men når uheldet er ude, er hurtig reaktion afgørende. Uld tåler ikke kraftig gnubning eller blegemidler, da det ødelægger fibrenes struktur og skaber filtring.

  1. Reager hurtigt: Jo kortere tid pletten sidder, jo lettere er den at få af. Dup pletten med det samme med en tør klud for at opsuge overskydende væske.
  2. Brug uldvaskemiddel: Påfør en enkelt dråbe uldvaskemiddel direkte på pletten. Lad det virke i et par minutter, men lad det aldrig tørre helt ind.
  3. Dup - aldrig gnid: Brug en fugtig klud og dup forsigtigt på pletten. Hvis du gnider hårdt, risikerer du at "åbne" uldens skæl, så pletten sætter sig endnu dybere, eller tøjet filtrer.
  4. Skyl i lunkent vand: Skyl efter med vand, der har samme temperatur som vaskevandet (ca. 30 °C). Pludselige temperaturskift kan give ulden et "chok" og få den til at krympe lokalt.

Særligt om biologiske pletter: Ved pletter fra gylp, afføring eller modermælk bør tøjet vaskes i maskinen hurtigst muligt efter forbehandling. Biologiske pletter indeholder proteiner, som uldvaskemidlets lave pH-værdi (under 7) er bedst til at håndtere skånsomt.

Undgå pletfjerner: Brug aldrig traditionelle pletfjernere, klor eller midler med blegestoffer på uld. Det vil efterlade permanente skader eller huller i de fine fibre.

Ekspert-tip: Hvis pletten er tør (fx mudder på kogt uld), så lad det tørre helt og børst det derefter forsigtigt af med en tøjbørste. Det er ofte mere effektivt og skånsomt end at gennemvæde tøjet.

 

Kan man koge uld? Ja, men kun som nødløsning

Det lyder som en opskrift på katastrofe at koge uld, men i visse tilfælde kan det være nødvendigt for at desinficere tøjet - for eksempel efter sygdom med opkast eller ved kraftige afføringsuheld. Det er dog en proces, der kræver absolut præcision.

Vigtigt: Du må aldrig forsøge at koge uld i vaskemaskinen. Maskinens mekaniske bevægelser kombineret med varmen vil få ulden til at krympe øjeblikkeligt. Skal uld desinficeres, skal det gøres i en gryde på komfuret.

Sådan gør du (Trin-for-trin):

  1. Fyld en gryde: Læg uldtøjet i en gryde med koldt eller lunkent vand, så det er helt dækket.
  2. Opvarmning: Varm langsomt vandet op til kogepunktet.
  3. Ingen berøring: Dette er det vigtigste punkt. Du må aldrig røre rundt, presse eller flytte på tøjet, mens vandet er varmt. Det er bevægelsen (friktionen), der får fibrene til at filtre.
  4. Kogetid: Lad tøjet ligge i det spilkogende vand i ca. 10 minutter.
  5. Langsom afkøling: Tag gryden af varmen og lad vandet køle helt af naturligt, før du tager tøjet op. Et pludseligt temperaturskift (chok) kan ødelægge elasticiteten.

Vær opmærksom på: Kogning fjerner bakterier, men det fjerner ikke nødvendigvis pletter. Behandl derfor pletterne først med uldvaskemiddel, før du starter kogeprocessen.

Husk at tjekke vaskeanvisningen først. Meget uldtøj i dag er blandet med andre materialer, som måske slet ikke tåler kogning. Er du i tvivl, er det bedre at kassere tøjet eller acceptere, at en 30 °C vask med det rette vaskemiddel fjerner det meste.

Typiske fejl ved uldvask - og hvordan du undgår dem

Selv med de bedste intentioner kan det gå galt. Her er de hyppigste fejl, som forkorter uldtøjets levetid eller ødelægger det helt:

Fejl Konsekvens Det rigtige valg
Brug af almindeligt vaskemiddel Enzymer (protease) "spiser" fibrene og skaber små huller. Brug altid enzymfrit uldvaskemiddel med pH under 7.
Brug af "Finvask" eller "Mix" program For kraftige tromlebevægelser får ulden til at filtre og krympe. Brug kun maskinens dedikerede uldprogram.
Skyllemiddel Klistrer luftlommerne sammen og fjerner uldens åndbarhed. Undgå det helt - lanolin i vaskemidlet giver blødheden.
Tørretumbling Krymp og unødigt slid på de fine fibre. Lufttør - eller brug kun lav varme, hvis labelen specifikt tillader det.
Lav centrifugering Tøjet forbliver gennemblødt, mister form og risikerer at lugte surt eller få mug. Centrifuger ved minimum 400 omdr. (Engel) eller 800-1200 omdr. (Joha).
Tørring i direkte sollys Gør fibrene sprøde og bleger farverne. Tør i skyggen eller indendørs på fladt underlag.
Gnubning på pletter Ødelægger uldens overflade og skaber lokale filtringer. Dup forsigtigt pletten med en fugtig klud.

Læg aldrig uld i blød

En af de mest almindelige fejl er at lade uldtøjet ligge i vand i længere tid. Dette kan skade fibrenes elasticitet og føre til både grimme skjolder og farveafsmitning, hvor farven fra striber eller mønstre løber ud i det lyse stof.

Hvis du har fået en genstridig plet, så påfør i stedet en dråbe uldvaskemiddel direkte på pletten, lad det virke i to minutter, og vask derefter tøjet med det samme på maskinens uldprogram. Det er langt mere skånsomt end en tur i blød.


Typiske fejl ved uldvask - og hvordan du undgår dem

FAQ: Ofte stillede spørgsmål om uldvask

Hvordan vasker jeg uldtøj bedst?

Vask altid på maskinens uldprogram ved 30 °C med et specialvaskemiddel til uld (pH under 7). Uldvaskemiddel er fri for enzymer som protease, der ellers nedbryder uldens fibre. Følg altid vaskeanvisningen i det enkelte stykke tøj, da der er forskel på ubehandlet uld og "superwash" uld.

Hvor ofte skal uld vaskes?

Sjældnere end du tror. Uld er selvrensende takket være lanolinen. Luft ofte tøjet i frisk luft eller brug en uldbørste til overfladisk snavs. Vask kun, når der er synlige pletter, eller hvis tøjet lugter. Det skåner både miljøet og fibrene.

Må uld centrifugeres ved høje omdrejninger?

Det afhænger af mærket. Ved maskinvaskbar uld (som Joha) er 800-1200 omdrejninger ofte en fordel for at få vandet ud. Ved ubehandlet uld eller uld/silke (som Engel) anbefales maksimalt 400 omdrejninger for at beskytte de fine fibre. Tjek altid din vaskelabel.

Skal jeg bruge uldvaskemiddel med lanolin til uldtøj?

Ja, vi anbefaler uldvaskemiddel med lanolin til hverdagsuld som bodyer, leggings og undertøj. Lanolin genfedter fibrene og vedligeholder uldens selvrensende egenskaber. Til teknisk sportsuld bør man dog vælge en variant uden lanolin for at sikre maksimal svedtransport.

Hvorfor kommer der små huller i mit uldtøj?

Små huller opstår ofte, hvis ulden er vasket med almindeligt vaskemiddel, da enzymer nedbryder fibrene. Det kan også skyldes mekanisk slid fra lynlåse i maskinen.

Vær også opmærksom på møl: Hvis hullerne opstår under opbevaring, kan det skyldes møl. Sørg for, at tøjet er rent, før det lægges væk, og brug gerne cedertræ som naturlig beskyttelse.

Kan man redde uld, der er krympet i vask?

Hvis ulden ikke er filtet helt sammen, kan du forsøge at lægge tøjet i lunkent vand med en smule hårbalsam i 10 minutter. Det hjælper fibrene med at slappe af, så du forsigtigt kan strække tøjet tilbage i facon på et fladt underlag.

Hvorfor lugter mit uldtøj surt efter vask?

Sur lugt opstår, hvis ulden tørrer for langsomt. Sørg for en effektiv centrifugering (inden for tøjets grænser) og god luftcirkulation under tørring. Undgå at lade vådt uldtøj ligge i vaskemaskinen efter endt program.

Skal jeg vaske nyt uldtøj før brug?

Nej, det er sjældent nødvendigt med kvalitetsmærker som Joha og Engel. Deres tøj er fri for skadelig restkemikalier, og ved at vente med første vask bevarer du lanolinens naturlige beskyttelse og fibrenes styrke længst muligt.

Hvad er forskellen på uld-fleece og kogt uld i vask?

Uld-fleece er børstet og mere sart over for friktion, mens kogt uld er "forkrympet" i produktionen og derfor ekstremt formstabilt og robust. Begge typer har bedst af uldprogram og lufttørring væk fra direkte sollys.

Hvordan fjerner jeg gylp eller afføring fra uld?

Reager hurtigt ved at duppe pletten med uldvaskemiddel. Skyl efter i lunkent vand (30 °C) og vask derefter tøjet i maskinen på uldprogram. Undgå at lægge tøjet i blød, da det kan give skjolder og farveafsmitning.

Kilder og ekspertviden

Denne guide er udarbejdet på baggrund af teknisk viden og anbefalinger fra følgende kilder:

  • Forbrugerrådet Tænk: Dokumentation om vaskemidler og enzymers påvirkning af naturfibre.
  • Teknologisk Institut: Viden om tekstilpleje og uldens fiberstruktur.
  • Engel Natur: Vedligeholdelsesvejledninger for ubehandlet uld, uld-fleece og kogt uld.
  • Joha: Ekspertise inden for maskinvaskbar merinould til børn.
  • VIA University College: Center for bæredygtig tekstilproduktion og materialeegenskaber.

Vil du sikre dit barn den bedste komfort?
Når du har styr på vasken, er det næste skridt at finde den helt rette størrelse, så tøjet hverken strammer eller er for stort.

👉 Se vores Joha størrelsesguide her og find den perfekte pasform.

Du kan også gå på opdagelse i vores store udvalg af økologisk uldtøj til børn og babyer her.